MINIMOR.DK

 

 

 

 

 

 

Brevkasse 10. Oktober

Hej.
Jeg er meget nysgerrig... Hvad fik dig til at vælge at blive mor, hvis du var så sikker på at fejle?
Og hvad forventede du at fejle i?
Mvh. Gitte

 

Hej Gitte! Orv mand…lannngt svar gjort kort; som barn af forældre der ikke ønskede en pige og et barn mere, så har jeg hele tiden følt mig som forfejlet og forkert. Jeg ville ikke have børn - af frygt for ikke at vide hvordan man gør det godt nok. Først da jeg mødte min mand der VILLE have barn, så turde jeg (næsten) gå i gang med det...skæbnen ville så at min unge mand var infertil, så jeg har været i ICSI fertilitetsbehandling...og blev konstant gravid og aborterede.
Jeg var - og er - mest bange for at svigte hende og ikke forstå hendes valg...temaer du sikkert vil genkende i minimor klummerne.
Jeg er stadig hunderæd for ikke at være god nok - men prøver. 
Trut herfra!

 

Gitte;

TAK!  Det var faktisk nok det svar jeg havde allermest brug for at høre... Jeg har det nemlig på præcis samme måde med at frygte at når det en dag bliver min tur, at så vil jeg fejle stort...

Men som sagt i artiklen, når de er 12-17, så bliver man fyret dagligt  Jeg kan da godt selv huske mine teenageår, og en mor, der bare var dybt pinlig at have som mor!  Det er sjovt nok ikke teenage årene jeg frygter, men de spæde år, hvor deres eksistensgrundlag afhænger fuldstændig af mine evner som mor... eller mangel på samme. :S
Puha! Jeg håber, at jeg er heldig at finde en fornuftig mand at lave de der børn med...
Tak for dit svar.

Hurra og knus herfra. 

 

 

 

 

 

Der kom et brev;
”Kære dejlige Minimor
Tusinde tak for din ærlige måde at skrive direkte lige fra hjertet på. Du formulerer alt det jeg ikke sagde højt, dengang jeg havde min egen mini i mine skørter.
Jeg tænker på om du har løsninger på følgende dilemmaer: Ældre familiemedlemmer der mener at de skal opdrage mini i de 4,25 time pr. halve år de ser poden? Børnefødselsdage hvor der er mødt umulige unger op, som bare ikke vil høre efter når man fortæller at det ikke er smart at kravle op på taget af huset? Når mini bare ikke vil have andet end Nuser-sutsko på, selvom der ligger et tykt lag sne udenfor? Når man opdager lus i minis bedste venindes hår? Når man syntes af minis venindes mor er superherlig, men man ikke kan holde ungen ud? Og jeg kan blive ved.
Glæder mig til at læse mere fra din hånd. Knus og kram”


 

 

Uha, uha! Jeg troede brevkasse spørgsmålene ville være noget i stil med; hvad smider du først ud; hagesmækken eller blusen” – men nu må jeg hellere spænde alvorligheden på, og prøve at svare så kyndigt min beskedne viden rækker;

 

Ældre familiemedlemmer – oh – suk! Ja, det er noget med at indtage rigelige mængder alkohol og aftale en strategi med sin ægtefælle om, HVOR grænsen skal sættes for deres opdragelse. Jeg oplever faktisk at det virker bedre når andre påtaler noget for mit barn, og jeg synes det er helt på sin plads, at husets ejer sætter grænser for ungens roden i skuffer, smiden rundt med kattemad og hiven papir ned fra skrivebordet. Men generelt har jeg nok været forskånet for de helt store dramatiske situationer, men jeg ville nok gå en lang tur med klapvogn eller lignende for at komme væk. Eller sige pænt; ”Tak, jeg tager den lige herfra!”. Det er næsten værre med kontrabeskeder. Jeg har oplevet at sige ”nej, ikke mere nu!” til mit barn og så siger tanten..”Ihhh, det gør da ikke noget!”. Det er jo meget sødt, men hamrende svært at få ungen til at stoppe med at knalde skeen ned i en Flora Danica tallerken til 1800.- efter det.

 

Børnefødselsdage? Åh Gud! Ja, det havde jeg fortrængt. Jeg må blive dig svar skyldig. Men vil da lige hviske, at jeg hjalp en veninde med sådan en, med nogen stride rotteunger som gæster. Jeg hævnede mig ved at fortælle de ondeste gyserhistorier så de strideste blev skidebange.

 

Tøjkriser, anyone? Jep! Jeg tager den koldt og roligt; du kan vælge mellem det eller det. Færdig, bum. Jeg køber ufattelige mængder af tøj og sko brugt, så det er muligt at stille et valg op. Det har virket indtil nu. Men ellers tror jeg det bliver noget med at sige; ”Nusersko? I sne?..OK! Men så skal du gå på hænder HELE dagen!”

 

Lus i venindens hår? Så ville jeg ringe 112 til forældrene – få ungen ud af mit hus og kæmme barn, hund og mand med det samme! Ingen føle, føle her! Jeg har jo inviteret veninden, ikke hendes 6000 kæledyr.

 

Og når man ikke kan holde ungerne ud? Dén kender jeg! Jeg kom bare senere end aftensmad, var lidt sammen med ynglet (små doser hjalp) – og så kunne jeg passende være lidt hjælpsom med opvasken mens poderne blev lagt.
Men, altså. Jeg sagde ikke direkte at jeg ikke kunne holde ungerne ud. Jeg skruede bare ned for samværet med børnene.