MINIMOR.DK

 

 

 

 

Nu skal det ikke hedde sig, at jeg er sart. Jeg har sagt ting på scenen, der kan få havnearbejdere til at rødme – og jeg er ikke bandeordsforskrækket. Men jeg kan ikke vænne mig til, at mit lille lyserøde barn henviser til sin ble og siger ”Lort”.

 

Jeg kan godt forstå at alverdens sproglige krumspring simpelthen er umulige i en vuggestue, for det er jo en lorteble. Min veninde der er pædagog forsvarer det med at; ”Det der med pølser, det går slet ikke – det er jo noget man spiser!” Ja, jeg er helt enig.
Nu var jeg begavet med et spædbarn der hurtigt skreg ”EEEeeeeee!” Når der var noget i bleen, der skulle skiftes, og siden tog hun sig til bagdelen og sagde forbavset; ”Puti!”

 

Men forleden, og selvfølgelig i selskab med sine bedsteforældre, (der er fra den generation hvor børn skulle ses og ikke høres, skiftes uden at røres, lege uden at rode og spise uden at grise) der i øvrigt var på besøg i verdens mindste sommerhus i silende regn – råber hun højt; ”lort!”. Der blev helt stille. Og så gik jeg ellers i gang med at fjerne ble og indhold i det fjerneste hjørne (det bliver så til ca. 3 meters afstand). Og det var som om at der skulle pointeres noget, for det var så slemt at hunden næsten besvimede, malingen krøllede på panelerne og ruderne duggede.
Der stank! …LÆNGE!
Det var svært at holde masken, men det blev man ligesom nød til på grund af lugten…

 

 


 

 

 

 

 

 

 

     Minimor in persona, foto af Hanne Paludan Kristensen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter de værste biologiske angreb og sviger-blikke a la det-er-vist-tydeligt-hvem-der-er-det-barns-mor havde fortaget sig, tænkte jeg på; hvad skal jeg gøre? Rette barnet og sige; ”nej, nej! Det er skam en pruttelut!” eller ”sikke en fin bæ” eller hvad?
Hun fatter hat af, at det ikke lyder pænt, men jeg må erkende at det her er karma-lorten der rammer mig.

 

Vorherre! Jeg er skyldig! For jeg havde et knibsk satanisk familiemedlem der opdrog sine børn som var de nikkedukker i det kommunistiske Kina.

Og de blev straffet hårdt for at bande.
Så onde jeg forærede børnene bogen ”Muldvarpen der ville vide hvem der havde lavet lort på dens hoved”. Og da ungerne pakkede gaven op, spurgte jeg sukkersødt om ikke moren ville læse den for dem? Jeg vil sent glemme min egen frydefulde hævn og ungernes henrykte fnisen da de måbende så på deres mor og sagde ; ”MOR! Man må da ikke sige lort!”

Nu sidder jeg så selv med den, kan man sige – men man forventer jo ligesom at mit barn siger lort, pis og smækåndssvageskøgefisse. Så jeg tager det egentlig med et smil når den 2-årige insisterer på at bamsen skal have en ble på, løfter den og siger; ”Bammer lavet lort!”

 

Jeg lægger en 50’er i hendes terapi-sparebøsse. Lortemor.

 

 

 

 

 

 

Dorte Rømer   

www.soul-o.com

31. juli 2012