MINIMOR.DK

 

 

 

 

O, my God!

 

Jeg besøgte min kære præst i dag. Hun har fået ny hofte.

Jeg ville have taget en flaske hvidvin med, så vi kunne udbringe en ”hofteskål” – men det blev nu til en buket blomster.

Og det kan godt være hun har fået en ny reservedel, men det forhindrede hende ikke i at være lige så vittig, festlig og skøn som altid. Hun er et af de mennesker jeg knuselskede ved første øjekast, og hun er inkarnationen af selve kristendommen for mig.
Hun blev glad for roserne, som hun fluks arrangerede i alskens vaser. Og så kom hun med endnu en af sine sprogperler;

”Uhhh, jeg ELSKER mange blomster, så slipper jeg for at gøre rent!”.  Hendes prædikener er det rene intelligente stand-up – og nogen af hendes første ord til mig var;

”Bare rolig! Jesus har humor!”.

 

For dem der tror de kender mig, er det nok meget mærkværdigt at jeg - svovlende, drikkende menneske - bliver lukket ind i en kirke….endsige ligefrem hyret til at optræde og læse op fra Bibelen i Guds Hus. Men jeg har virkelig en ydmyghed og glæde over den modtagelse hun giver mig i kirken. Jeg bliver rørt til tårer når hun velsigner mig og mit barn, det er som et ekstra lag af kærligt panser hun ifører os.
Jeg optrådte højgravid som Jomfru Maria (Yeah, right! ) i hendes kirke – og indrømmet, jeg var faktisk stolt over at kunne tage Method Acting til nye højder, da kirkens kirkegående børn kunne mærke Jesus sparke.
Derfor var det det naturligste, at hun døbte vores barn, og at hele følget på små 100 mennesker samlede sig omkring døbefonden for at velsigne hende. Alle de mennesker der skal være hendes nære og kære støtter.
Jeg har selv et hav af gudbørn, og tager det ret seriøst. Min elskede, gamle mormor vrissede af de skinhellige i den lille by hun boede i; ”Ja, jeg følger de 10 bud, og det må være rigeligt til Vorherre!” – det er lidt dén måde jeg er Gudmor på. At give gode, sunde leveregler videre.

     Minimor in persona, foto af Hanne Paludan Kristensen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da mini’en skulle have en gudfar var det derfor det naturligste valg, at det skulle være den af mine trofaste venner, der ved mest om kristendommen, som skulle have det hverv. (At han samtidig er en hammerflot mand, er gift med en anden mand og en højtudannet festabe, gør så det hele endnu bedre.)
Og så indførte jeg traditionen ”Fadderdag”. Hvert år på mini’ens dåbsdag samles alle hendes gudforældre til en herlig picnic, så de kan følge hinanden – og dåbsbarnet kan sole sig i deres opmærksomhed. Det er i forsommeren, så det ikke kolliderer med fødselsdag, jul og sommerferier. Og denne dag kan vi forældre endnu engang takke dem for deres kærlige opmærksomhed til vores datter.
Så på min egen ugudelige måde, er jeg nok alligevel god nok til Gud. Og ikke mindst min præst. Gudskelov!

 

 

 

 

 

 

Dorte Rømer   

www.soul-o.com

 16. juli 2012