MINIMOR.DK

 

 

 

 

Jeg har en meget fiks veninde. Nej, det er løgn…jeg har faktisk mange. Og udover at deres børn er leverandører af herligt tøj til mit barn, så er jeg den glade modtager af deres aflagte outfits. Men jeg har et problem… uanset hvad, så virker det bare ikke på mig.

En super smart bluse blegner, falmer og klasker når den nærmer sig mig.
Lidt på samme måde som når man plukker en valmue. Smuk, smuk, smuk – flad. 
Det er det samme med helt nyt tøj. Det ser supersmart ud på bøjlen, men når det rammer min krop, så er det bare helt skævt.
Jeg burde ellers ikke være helt tovlig at klæde på; jeg er slank, men kan passe stangtøj – min barm er lille, men dog eksisterende (og ikke særlig lang).
Min røv eller hals er ikke abnorm, og mine ben har ikke kalveknæ. Hvad fanden er det så der sker? Uanset hvad jeg gør, så ligner jeg en hjemløs.

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

Mmmmm! Muddermor!

 

 

 

Ok, det passer ikke… skal jeg optræde så Jeg kan banke sylten nogenlunde op, ordne hår og finde mit lækre, skræddersyede jakkesæt til en formue frem. Det tager mig over 1 time.
Hvorfor virker det så bare ikke med lidt mindre?
Min mand plejer at sige, at det er som om jeg er væltet på cykel i en genbrugsbutik. Hans løsningsforslag er, at jeg bare går nøgen rundt. (super, hvor skal mobiltelefonen så være… -… nej… gå væk, indre billede!)

Foreløbig ender det med at jeg flår noget over hovedet til vuggestueaflevering, og må leve med, at de andre fikse mennesker med rigtige job og rigtige børn ser pæne ud.
Jeg drømmer om en selvtillidsdragt, sådan en helkrops-anordning der vil løfte mig på alle måder.  Ellers må jeg bare tage min mands skjorte på og smile, mens jeg afleverer afkommet og sige; ”Vi er lige ved at male!” Den kan vel gå an en 3-4 måneder….