Sig farvel...

 

Jeg lytter altid med et særligt øre på sangen med Doky Brothers; ”Time to say goodbye”. Sangen handler om en dreng, der skal tage afsked med sin kammerat fordi familien skal flytte. I vers 2 skal han selv hjemmefra, og til sidst i sangen dør hans mor, og synger ordene; ”How can I help you, to say goodbye.”

Og lektien er ved at blive lært og forstået af min lille pige på 2 ½.
Hendes store idol er rykket op i børnehaven, og hun står fortabt i sin flyverdragt på legepladsen og ser ham cykle væk med en anden dreng. Åh, ens moderhjerte brister!

 

Jeg ved også at jeg virkelig skal bide tænderne sammen i fremtiden, for jeg er skrækkelig til at sige farvel, og jeg ønsker hun skal komme lettere over det. Jeg husker tydeligt mine legekammerater, der var ”ambassade-børn”; skønne, sjove og herlige; og fra første øjekast var vi ”best buddies”. Men lige så snart farmands tjans var færdig og et nyt sted kaldte; så kunne de slukke for venne-knappen, Det var virkelig en øvelse udi ”ude af øje, ude af sind”.

Det er ikke en egenskab jeg ønsker, men gid man af og til med samme lethed kunne gå videre fra en relation, et forhold eller et venskab.


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg er beriget med nogen meget stærke og dybe bånd til mine tætteste venner. Jeg har egentlig ikke bekendte, men jeg tror jeg skal arbejde på det. Måske vil det også gøre det lettere for min datter. Hver dag sender hun længselsfulde blikke op mod tavlen med billeder af de børn, der er gået videre og de praktikanter, der er stoppet. Tænk hvis hun skal i kriseterapi hver gang?!

 

Min tilknytningsfobi spreder sig også til tøj og ting. Jeg kan næsten ikke skille mig af med noget før det er slidt op. Og er det en gave, så sparer jeg enten på den til den er ubrugelig eller tillægger objektet næsten mytologisk styrke og respekt. Jeg har prøvet at spare et par fine strømpebukser til de var møre, og gemt en fin rødvin til den var en eddikemor værdig.

 

Nej, jeg tror jeg må luge ud. Både i mit klædeskab - (og jeg har været dygtig allerede! I sidste uge smed jeg en dunjakke ud, der lukkede fjer ud af ærmet hver gang jeg løftede armen – men det var en gave) - og i mit hjerte.

 

Det er jo ingen skam ikke at sørge over tabet af nogen eller noget, der i virkeligheden er ligeglad med mine følelser.