MINIMOR.DK

 

 

 

 

 

 

Hvert år kommer det som et chok for mig at jeg har fødselsdag.
Det er ikke fordi det vælter ind med gæster, tværtimod, jeg har det nemlig fint med at forbigå den slags skrækkeligheder i tavshed. Men noget er forandret.
Og jeg mener ikke kun linierne omkring øjnene og de stride knurhår man åbenbart får under hagen som ”voksen” kvinde. (Hvad handler dét om??? Hvor uretfærdigt er det at hårene bliver tykke alle andre steder end på hovedet??)
Men jeg kigger på mig selv med andre øjne end før, simpelthen fordi jeg er i live.
Nu har mit liv altså ikke været sex, drugs and stand-up comedy i overhalingsbanen, men mere cigaretter, cola og mærkelige arbejdstider – men supersund er jeg ikke – og agter ikke at blive det. For jeg vil gerne leve, leve godt og leve længere; men jeg vil ikke blive hverken fanatisk eller ligeglad.
Den del har heller ikke ændret sig nævneværdigt. Nej, det er den lille, store pige der gør noget. Jeg vil gerne være der for hende, men jeg vil også gerne bruge det raske liv mens jeg kan.
Da jeg blev 40 blev jeg interviewet om at være gravid og ”voksen”, og blot 12 måneder senere var alting forandret.
Min bedste ven var døende af kræft, jeg fandt min far død efter lang tids sygdom af kræft og endnu to veninder kæmpede for deres overlevelse; igen kræft.

 

 

 

 

 

     Minimor in persona, foto af Hanne Paludan Kristensen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hver gang jeg ser rynkene i mit ansigt tænker jeg; jamen jeg har fået lov til at få dem! Jeg har tjent dem her! Det er visdomslinjer! Hvert spor, obskønt eller ej; tegner bogstaveligt en streg over erfaringer, glæder og sorger over mit ansigt. Hvis jeg lammede eller slettede de spor med botox, ville jeg prøve at slette det, der er med til at gøre mig til mig…og slette den ekstra tid jeg har fået med helbredet i behold, og den tid jeg har fået mere af på taletidskortet end min kammerat.
Jeg har stadig, her snart 2 år efter hans død, dage hvor skyerne trykker mig fladt mod jorden. Dage hvor jeg bogstavelig talt føler mit hjerte er ved at briste og tårerne brænder mine øjne.
De dage stiller jeg mig foran spejlet, ser mit rynkede ansigt, mine tåbelige begrænsninger og mit latterlige liv i øjnene og tænker på ham. Hver gang jeg bliver gjort opmærksom på hvor gammel en mor jeg er, eller hvor meget ældre jeg er end min mand, så tænker jeg på min kæreste ven – og føler at jeg har fået lov til at få mere end ham. Og snart er det 4 år. Og så smiler jeg lidt alligevel; med tårer og snot og rynker.

 

Happy Birthday to me!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dorte Rømer   

www.soul-o.com

20. september 2012