MINIMOR.DK

 

 

Klummer tidligere offentliggjort på Kvindetid.dk

 

1. Min datter som sexarbejder.

 

”Du er ikke sådan en rigtig supermor” udbrød en Hellerupmor en dag. ”Nej” svarede jeg , ”jeg er nok over i den fedtfattige ende af spektret – jeg er sådan en mini-mor – ligesom mælken, men så må man få mere af mig i stedet for, det er vel godt nok...”

Sandheden er , at jeg som førstegangsmor i 40’erne i den grad hele tiden er tvivl om jeg gør det rigtige. Og jeg har –oh, ve – begået den store synd at iklæde mit vuggestuebarn i Hello Kitty tøj i postnummeret 2900. Det GØR man bare ikke. Man bør som minimum stoppe ved bygrænsen og klæde om, men jeg nægter.

 

Hele denne fuldstændige vanvittige ordveksling sad jeg med singlefaren fra 2200 og causerede over. Hans datter er voksen, smuk og en meget kærlig pige med hovedet skruet ordentligt på – og nu skal hun til Amsterdam og efteruddanne sig. Lige midt i Red Light District. Det kan man jo få meget grin ud af. Nørrebrofar spørger mig så pludselig; ”hvad ville du sige til hvis din datter blev prostitueret?” (Jeg måtte rette ham; det hedder sexarbejder.)

Det er lidt af et spørgsmål til en der har en datter på 2 ½! For det er da helt sikkert, det er ikke lige det jeg drømmer om for hende. Og så lod jeg tiden og tankerne rulle tilbage til dengang jeg proklamerede jeg ville være skuespiller, og den reaktion jeg fik fra mine forældre. Ja, jeg kunne faktisk ligeså godt have udmeldt at jeg ville aftjene min arbejdspligt på silkelagner.
Og dengang som nu, så ville jeg ønske at have fået opbakning og støtte uanset mit karrierevalg.

 

Jeg så på min kammerat og sagde; ”Jeg ville hade det! Jeg ville hade at hendes selvværd og krop blev høvlet ned af hundredvis af mænd. Jeg ville konstant være bange for at hun blev tæsket, kidnappet og slået ihjel. Jeg ville være bange for stoffer, bagmænd og udnyttelsen. Men endnu mere ville jeg hade at hun holdt det skjult for mig. Altså, jeg kunne ikke tænke mig at ligefrem hjælpe hende med ”forretningen”, men hun skal kunne sige ærligt til mig hvad hun laver, hvad hun føler og hvad hun tænker. Man taler så meget om de frygtelige ar på sjælen sexarbejdet giver. Men det gør sygeplejerskejobbet vel også? Eller de hjemmehjælpere, der får chok efter chok ved at finde de gamle mennesker døde? Alt har sin pris – men hvis ikke min datter kan være ærlig og få – om end ikke billigelse - så men accept fra sin mor, så er det hele vel tabt.”

Min kammerat sad længe og kiggede ned i sin kop. ”Ved du hvad” sagde han så. ”Jeg tænkte engang på at det ville være skidenemt at besøge sådan en pige… men der er jo dét…tænk hvis hun er blevet tvunget til det. ”

 

Vi sad længe derefter og kiggede på min lille rødhårede datter, der sad og småsnakkede med en skovl i sandkassen…

Han er en god mand, ham min kammerat. Og en god far. Jeg så på ham og sagde; ”Den her samtale, ikke? Dén har de eddermanme aldrig ikke haft i super-mødre-klubben!”

 

 

 

 

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

2. Det er DIG der ikke vil!

 

Midt i det kølige forår skulle vi til en hjertevarm fest. En 75 års fødselsdag med overnatning på en dejlig kro. Mor, far og den lille pige. At jeg var med trak gennemsnitsalderen på selskabet ned på 76 år, så jeg tænkte hurtigt at 5 retters menu, hvide duge og et barn der spiser som en labrador og sviner på minimum 4 kvadratmeter, nok ikke ville være passende.
Heldigvis bor verdens mest hengivne tantebarnepige i nærheden, så hun stod med favnen fuld af legetøj og gaver, klar til at passe afkommet om aftenen.
Min kære mand ville så hente hende efter middagen og planen var at sove på kroen og nyde morgenmaden sammen med det muntre selskab alle 3.
Jeg følte mig forberedt, festglad og tryg – alles behov var opfyldt, og så havde jeg en skæg borddame…

Og så kom det. Borddamen begynder at brokke sig over at barnet ikke er med. De ville se hende. Og alle mine forklaringer blev mødt med et surt fjæs. Et lille barn i høj stol i 5 timer? Sidde stille under talerne? Spise glaseret and? Hvor meget fest var der lige i det – for nogen? Men nej. Hun mente bestemt at jeg bare var forkælet og ikke undte selskabet glæden ved et lille barn. Jeg prøvede så at lokke med, at hun jo vil være der hele næste dag til brunch, og at borddamen nok skal få rigeligt med flyvende skeer, røræg på kjole, stol og gulvtæppe – men så kom næste angreb;
”Skal hun ikke sove ude? Skal hun hentes?”   Og ja, hun har ikke sovet ude – jeg har ikke nogen familie eller svigerfamilie hvor hun kan sove. ”Hvad med din veninde? Hun kan da bare sove dér?!” Joeh, i princippet, ja. Nu er der så bare det, at alle mine venner samstemmende har sagt; barnet kan sove her, når vi vel at mærke føler os sikre på at vi kan kommunikere. Det er en udmelding jeg holder meget af, jeg ville ikke selv bryde mig om at passe et barn der var utrygt eller som jeg ikke forstod.
(Jo, ved bål og brand og akut alarm, men ikke når det ikke var nødvendigt).
Borddamen fejede det hele af og kom så med samtalens coup de gras;
”Det er DIG der ikke vil! Det er ALTID moren der ikke vil give slip!”.

 

Langsomt steg vreden fra den nu mavesure glaserede and helt op i kinderne. Det er fandme uretfærdigt!
Jeg har ikke nogen mor eller far, søster eller onkel eller hvad helvede ved jeg af familie.
Der stod sgu ikke nogen rørt bedsteforælder på fødeafdelingen, som sagde ”næh, ih, åh, tillykke” - for de er døde.
Jeg ville elske at aflevere mit barn til nærvær, billedbøger og hjemmelavet marmelade hos mormor. Men jeg har ingen mor!
Jeg har en stor skare af elskelige venner og veninder, der støtter op som familie om min datter – men de har jo ligesom selv et liv! Og de skal nok have mit overnattende barn når de selv føler tiden er rigtig.    

Jeg kiggede længe på borddamen og sagde så; ”Mine forældre er døde, så valget var mellem at lade hende ligge på kirkegården hos dem i en sovepose eller at hun sover her.”

Et øjeblik troede jeg hun ville sige; ”Hvad valgte du så”, det gjorde hun ikke, til gengæld sagde hun; ”Ja, mine børn sov altid ude, dét var intet problem!”

 

Og så gav jeg op. Jeg vendte mig mod den anden borddame. Hun var skaldet, havde lige gennemgået sin 3. kræftoperation og fået nye hofter. Det var meget hyggeligere at tale om.