MINIMOR.DK

 

 

 

 

Skilles eller ej....

 

 

 

”Jeg vil ikke skilles!” Sagde min mand hen over morgenbordet.

Det er jeg jo glad for, for det havde jeg faktisk heller ikke regnet med at vi skulle.
Men ja, på det tidspunkt af dagen ligner jeg en bleg junkie med morgenhår – og det kan meget vel fortsætte til langt ud på eftermiddagen, hvis jeg ikke lige skal se nogen dødelige.
Så hvis han ville skilles, så kan jeg godt forstå det lidt.

Men hvor kom de ord fra?

 

Måske fordi vores bryllupsdag der nærmer sig hastigt. Min mand og jeg plejer nemlig at kigge i vores bryllupsalbum og læse alle kortene fra gæsterne igen.
Det er pragtfulde minder fra en storslået dag. En dag hvor vores nære og kære var omkring os.
Og så kaster vi et blik på bordplanen, og konstaterer at flere og flere par er blevet skilt for hvert år der går. Og det er mange par. Og det er både efter henholdsvis korte og lange ægteskaber, med og uden børn.
Og dem der ikke er skilt (endnu), bakser alle med voldsomme problemer og alvorlige sager som sygdom, utroskab og økonomisk krise.

Måske var det derfor at vores bryllup var så smukt; det var som om alle holdt vejret og bare for en dags skyld huskede kærligheden, også til hinanden og havde det sjovt.

De mænd jeg kender der er blevet fraskilte, de ender med alle H’erne;
De går i Hundene, drikker sig i Hegnet og deres følelsesliv er helt af Helvede til.


 

 

 

Minimor in persona, foto af Hanne Paludan Kristensen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
Kvinderne derimod, de skumler og knurrer i et par måneder – og så samler de sig selv, børn og det halve spisestel sammen og arbejder sig op igen; knokler gælden af og nøjes med en lille sikker lejlighed at bo i.
De går fra det totale økonomiske kaos til en overskuelig stabilitet på kort tid.
Mændene tager lige 5 år mere med alt for meget sprut og en gældssanering, før de enten bliver snuppet af en nøjagtig kopi af deres ekskone eller også møder de ”rigtig kærlighed” fra Thailand og Rusland.
(Jeg ved godt det lyder vildt racistisk  og som en kliché– men det er sgu det der sker i min omgangskreds!)

 

Jeg vil gerne giftes med min mand igen.

Guderne skal vide at jeg også har lyst til at knytte næven og give ham en lammer, eller kvæle ham, eller sende ham på ferie i flere uger et sted uden mobildækning. Men jeg vil gerne give ham, og dem jeg holder af en hel dag i glemslens glæde og kærlighed igen – sådan en vitaminindsprøjtning af fest og farver.

 

Måske er det datoen, der er skyld i det; vores sensommer bryllupsdag er lige midt i skilsmissehøjtiden.
”Efter Sommer kommer Had” – det lyder som en højskolesang.
Og så tænker jeg tit på det citat, som jeg desværre har glemt ophavsmanden til;

”Hvis du vil udsætte dig selv for de hårdeste prøvelser og de vildeste følelsesmæssige oplevelser, så glem alt om bungee-jump og bjergbestigninger – næh, så skal du bare indgå i en livslang relation til

et andet menneske!”

 

 

 

 

 

 

Dorte Rømer   

www.soul-o.com

 Opdateret             20. september 2012